Overnatning på Hotel Legoland

Velkommen til 80’erne skulle der næsten stå ved ankomst til Hotel Legoland, for det er virkelig oldschool. Men det fungerer rigtig godt! Servicen er i top og værelserne er i orden.

Vi boede i en Junior Suite, hvor der er mulighed for at sove 5 mennesker. Værelset var udstyret med badeværelse med karbad. Bedst var dig de to kasser Lego bag døren som det bare var med at gå i gang med at lege med.

Jeg havde også bestilt en frugtkurv, og udover frugt var der sørme også muslibarer og nødde i – rigtig lækkert.

Mellem 17 og 18 er der gratis adgang til Atlantis, som er Legolands akvarie.

Værelset var inklusiv morgenmad, som er en buffet i restauranten. Helt standard morgenmad med pandekager til ungerne og sort kaffe til de trætte voksne.

Læs vores Tripadvisor anmeldelse her

Danmark dejligst – LEGO HOUSE

Vi snupper en omgang vinterferie i denne uge, og lægger hårdt ud med at køre mod Jylland for af besøge LEGO HOUSE.

Vi har købt en overnatning på Hotel Legoland som så er inklusiv besøg i LEGO HOUSE. Det betyder at man ved ankomst til LEGO HOUSE bare scanner sin billet og så spytter automaten ens armbånd ud. På med dem og så er man klar! Med armbåndene kan man i øvrigt gå ind og ud som man lyster hele dagen.

Det store smukke træ strækker sig op gennem hele bygningen, mens trappen snor sig rundt om

Øverst oppe har man adgang til alle farvezonerne og tro mig – man kunne nemt bruge en dag i hver, hvis man har byggeglade børn. Især Johan på 6 år byggede på livet løs. Derudover var følgende områder især et hit:

  • Det interaktive akvarium, hvor man kan bygge fisk, man derefter kan scanne, så de bliver digitale og kommer ud i det digitale akvarium – stort hit. Alle ungerne syntes det var mega sjovt
  • Byplanlægningen, hvor man bygger små huse på firkanter, dom man så igen kan sætte ned i en interaktivt bordplade og se byen komme til live
  • Togbanen. I duplo, og Topper på 3 år kunne have leget der i timevis!

Igennem hele huset er der opsat små automater, hvor man kan fotografere sine Lego kreationer. Man logger ind med sit armbånd, og derefter kan samtlige billeder hentes via LEGO House appen.

Vi spiste frokost i husets restaurant – Mini chef, hvor vi havde booket bord. Læs vores anmeldelse på Tripadvisor her. Ikke en ubetinget fornøjelse. Der er også en café, men igen, betjeningen er ringe og prisniveauet højt.

Minibyen er også klart lid tid værd. Der skiftes mellem dag- og natbelysning, hvilket er super cool, og der er ekstremt mange detaljer at gå på opdagelse i.

Inden man går ud skal man også lige igennem Lego automaten, hvor man igen scanner sit armbånd, hvorefter maskinen spytter et kort ud, der udløser en pakke med 6 røde legoklodser. Så må man se om man kan bygge den unikke kombination som er på ens kort.

Huset har naturligvis også en butik, hvor man kan købe sig fattig i Lego.

Alt i alt klart et besøg værd, og måske mere end en enkelt dag

Grækenland: Syros

Første ø på vores mini ø-hops ferie i Grækenland var den lille ø Syros. Vi sejlede fra i Athen og til Ermanpoulis, som også fungerer som hovedby for alle øerne i Kykladerne. Kykladerne er en fællesbetegnelse for de små øer i det Ægæiske øhav. Ungerne var friske nok, trods en meget tidlig start på dagen.

Velankommet til Syros var der blot ti minutters taxatur til vores hotel, Azolimnos Bay Hotel, som lå i byen Azolimnos. Vi startede ud med en længeventet tur i poolen.

Hotellet drives af et ældre ægtepar og lever fint op til de tre stjerner, og så ikke mere end det. Morgenmaden var primært hvidt brød og kage, hvilket ungerne var fint tilfredse med, men hvor vi andre måske savnede en enkelt græsk tomat eller noget frugt. Resten af dagen var der mulighed for diverse snacks, inklusiv en græsk salat, som smagte virkelig lækkert.

img_3288

Ejerne af hotellet var som sagt et ældre ægtepar, hvis døtre var rejst til at Athen for at studere og arbejde (men dog kom hjem en gang i mellem). De var søde, også selvom de vist havde de lidt stramt med pool reglerne. Men efter vi huskede først at bade efter 10, så var vi gode nok. Og de smilede også, når vi som de første stod klar til morgenmad (for sådan er det når man rejser med små børn).

858B0412-6EA0-48ED-893B-7B6F2509BE1D

Lige for enden af vejen hotellet lå på var stranden. Dagene gik derfor primært med enten pool eller strand, eller det ene om formiddagen og det andet om eftermiddagen.

BF54B216-F378-4123-816C-6D0E375BE07A

Stranden var rigtig fin. Der var mulighed for at leje liggestole, og det var ren sandstrand. Der blev bygget virkelig mange sandslotte. Vi havde lidt spand og skovl med, men lidt henne ad stranden var der desuden en lille kiosk – sådan en der har alt, her købte vi et Paw Patrol sæt til stor glæde for Topper især. Vandet var dejlig lunt, bølgerne var lidt for høje til drengene, men Julie elskede det, og kunnet have badet i timevis. Der var også altid masse af mennesker ude at bade.

Aftensmaden spiste vi på en af de to restauranter ved stranden. Særligt den ene var vi glade for – de voksne pga maden, ungerne fordi der var katte man kunne kæle med. Ejeren var endda så sød at klippe en frisk klase vindruer af til Johan, der havde set dem hænge ned langs overdækningen af restauranten. Græsk salat og tzatziki i rå mængder – mmhm.

3F76D484-E32F-4BB6-B11B-B2AB10F96864

Vi medbragte i øvrigt altid skriveværktøj, så ungerne kunne fordrive ventetiden (på maden) med at tegne tegninger på papirdugen.

437327EF-AE31-41A8-A0FD-484363E7FF08

En enkelt dag tog vi ind til Ermanpoulis, for at se lidt på den gamle bymidte og spise lidt andet mad. Nemt med en lille taxa som hotelejeren bare bestilte til os. Til gengæld kvier de fleste taxa-chauffører sig, når de ser at vi er fem. Det lykkedes os endda at finde en lille legeplads med lidt skygge. Husk rigeligt vand, når I tager på tur – det er varmt!

Azolimnos og Syros kan altså anbefales, særligt hvis I er til ro og fred med mulighed for pool og strand og ikke så meget andet.

 

Turen går til Grækenland

Vi holder lidt mere sommerferie i år, nemlig to uger i det ægæiske øhav, hvor vi først skal besøge øen Syros og derefter øen Naxos.

Desværre blev vores første færge til Syros aflyst, så vi nupper lige en nat i en kæmpe lejlighed i Athen inden vi i morgen tager færgen til Syros.

Vi har heldigvis allerede nået at spise mezes og købe en enorm vandmelon.

Weekendtur til London med ungerne – dag 3

Lørdag havde mine forældre på forhånd bestilt billetter hjemmefra til en tur i Eye of London. Det viste sig, at være en rigtig god ide, for selvom vi kom allerede lidt over 10 om formiddagen, hvor driften starter, var der faktisk allerede kø. Med forhåndskøbte billetter kommer man i en ekspres-kø, hvor vi ikke ventede mere en 5 minutter. Så – køb billetter hjemmefra og kom tidligt på dagen.

mDZvsIoST9Kzs7Pa2nT9xA

Selve turen er rigtig fin. Kapslen er gennemsigtig hele vejen rundt, så er du meget højdeskræk kan det måske godt blive en lang rundtur. Men derudover drejer hjulet tilpas langsomt, og man har god tid til at få det hele med. Desuden er London måske ikke verdens kønneste by – heller ikke set fra oven.

Om eftermiddagen havde vi lovet ungerne en tur i Hamleys på Regent Street. Hamleys er Englands fineste legetøjsbutik, og med fem etagers legetøj synes jeg også de lever fint op til den titel. Der var rigtig meget at se på, især fordi der på hver etage står 5-7 unge mennesker og demonstrerer legetøj. Rigtig hyggeligt, “ægte” legetøjsbutik og meget fascinerende for ungerne. Utroligt nok kom vi ikke af med en formue.

Regent Street var til gengæld proppet med mennesker, så efter en tur ned af den og de mange sanseindtryk i Hamleys, gik turen hjem til hotellet, hvor vi legede med de nye sager, og slappede af.

Om aftenen gik vi derfor bare ned på den lokale restaurant, MeatMission. Udefra så den meget skummel ud – sortmalet, næsten ikke muligt at kigge ind. Men altså – der var børneretter på menukortet, så vi tog chancen. Og shit, det var godt. Bedste chilibruger jeg har fået til dato. Den havde ikke set skyggen af grøntsager, udover chillier, men den var virkelig god og brændte helt rigtigt i munden. Der var også menukort man kunne tegne på og farvekridt til ungerne, så det var en helt perfekt afslutning på dagen.

5jZA0IomReW9FmhUZiODaQ

Weekendtur til London med ungerne – Dag 2

Først et par ord om hotellet: Vi boede på Holiday Inn Express London City på Old Street. Hotellet er overhovedet ikke et børnehotel, men egentlig var jeg jo også på arbejdsrejse, hvorfor hotellet var nødt til at være relativt billigt. Der var til gengæld forholdsvis mange familier på hotellet, alligevel. Betjeningen var fin, morgenmadsbuffeten var ikke noget at skrive hjem om, men værelset var fint. Ungerne havde ingen klager. Derudover lå hotellet lige 2-300 meter fra undergrundsstationen Old Street, hvilket var ret genialt.

kv1dnXSzR2WNB96mHJqeUg

Fredag var også den dag, hvor jeg skulle holde mit oplæg på et videnskabeligt møde, dog var det først om eftermiddagen. Så formiddagen brugte vi i Tower of London. Egentlig var det ikke planlagt at vi skulle derind, da vi syntes det var lidt dyrt (køb billet online, så sparer man 10%, det glemte vi. Voksne koster 24,7£ og børn over 5 år 11,7£), men videbegærlige Johan på 5 år ville rigtig gerne, så vi købte billetter, og kiggede ind alligvel.

4spdYsHATA6Sv7Udh5KNzQ

Tower er et ret imponerende sted, selv for danskere med rig adgang til slotte. Topper på 2 år var særligt fascineret af de marcherende soldater, der holdt vagt inde på slottet, og marcherede selv en del frem og tilbage. Vi udforskede en del af de forskellige bygninger, hvor man både kan kigge på rustninger, våben og den slags. Kronjuvelerne så vi ikke, da køen dertil var alenlang, hvilket vi ikke lige var i humør til.

Det mest interessante var dog en lille udstilling om de mange vilde dyr der gennem tiderne har boet på Tower. Angiveligt, var hertugen ret vild med eksotiske dyr, så der har både været tigere og isbjørne på Tower. Isbjørnen var lænket med en lang lænke, så den selv kunne hoppe i vandet og hente sine fisk. Dyrene måtte dog flytte efter en række uheldige episoder med “kæledyrene”, der førte til dødelig udgang for det menneske der var involveret(!). De eneste dyr, der er tilbage i Tower i dag, er ravnene, som nu også er fascinerende i sig selv. Udstillingen er desuden markeret udendørs ved flere eksotiske dyr lavet i hønsenet – ret flotte. Helt sikkert et besøg værd.

Mens Topper sov middagslur på hotellet, drog jeg til den modsatte ende af London for at holde oplæg. Da Topper stod op, tog hele familien i Hyde Park, hvor jeg mødtes med dem. For en landsbyboer som mig, der egentlig ikke er så vild med store byer, er Hyde Park helt vidunderlig. Fyldt med grønt, små egern man kan fodre, og finurlige træer børnene kan gemme sig i. Et sted man skal besøge, hvis man er i London med børn!

Aftensmaden spiste vi også i Hyde Park, hvor der ligger en restaurant lige ned til Serpentine søen, der hedder Serpentine Bar and Kitchen. Rigtig fin mad, børnevenlig og budgetvenlig.