Bloggen

Minicruise til Oslo del 2

Velankommet til Oslo trillede vi fra borde med barnevognen.

Der sker en masse på Oslos havnefront, en masse byggeri er igang, og der er et lille hæng-ud område, der dog først åbnede senere på dagen.

I første omgang gik vi direkte mod det imponerende operahus, som ligger helt ned til vandet. Der skulle holdes godt fast i barnevognen, men ellers var det fedt at løbe rundt på det arkitektonisk flotte tag!

Efterfølgende gik vi gennem en solbeskinnet Oslo mod bydelen Grünerløkke, hvor vi fandt en hyggelig lille have-restaurant med børnemenu, sandkasse og sød betjening (det kostede 800kr Nkr for 3 børnemenuer og to sandwich + drikkevarer, men sådan er det jo i Norge). Se Her for mere info.

Herefter trillede vi retur mod båden.

Reklamer

Minicruise til Oslo

I weekenden var vi på Minicruise til Oslo. Mindstemand havde feber, men vi var megaheldige med vejret og ungerne elskede det.

Hjemmefra syntes vi dog, at det haltede lidt med de praktiske oplysninger. Vi skulle ikke have bilen med, og kunne simpelthen ikke finde ud af om vi kunne have barnevognen med ombord og ind i kahytten. Vi havde nemlig brug for at have barnevognen med rundt i Oslo. Men da vi kørte til tjek in var de bare så søde og hjælpsomme. Vi var sent ude med at bestille parkering, så vi parkerede om bord. Vi havde en 5-personers kahyt, og kunne godt få plads til barnevognen derinde.

Vi startede ud med en tur i Skybar, hvor vi fik snacks og lidt at drikke, og så så vi afgangen fra København. Stemningen var vældig høj i Skybar.

Herefter gik vi ned og skiftede til badetøj. Og selvom swimmingpoolen er mikroskopisk og lidt kold, så elskede Julie på 8 den. Der er også to jacuzzier, som var bedre til Johan og Topper. Selvom der er rigtig mange mennesker med oslobåden var der slet ikke proppet i poolen. De opfordrer dog til at man klæder om i sin kahyt.

Så var der tid til at nyde udsigten, og gå i den udmærkede buffet. Vi havde betalt hjemmefra og bestilt bord, hvilket klart kan anbefales når man rejser med små børn.

Efter maden drønede unger i KidsClub, hvor der var ballondyr og skattejagt – altid et hit.

Efterfølgende var det sengetid i køjesengene, og larm var det faktisk sparsomt med, så ungerne sov hurtigt.

I næste indlæg kan I læse om hvad vi lavede i vores 5 timer i Oslo.

Hjemturen forløb lige så fint med svøm og skattejagt.

Costa Rica: Del 2

Det er længe siden Del 1. Og rejsen var jo i 2015. Hvor var det nu vi kom til?

Nå jo.. vi tog videre til Playa Grande der ligger ved Tamarindo ud mod den vestlige kyst.

IMG_1428I guder hvor var der smukt. Vi boede på Ripjack Inn. Skønt sted med lækre drinks og god mad. Om morgenen var der mulighed for Yoga og ellers byder området på bl.a. surfing.
Den helt store tiltrækning for mig var muligheden for at sidde til langt ud på natten og vente på at der kom besked om at en læderskildpadde var kravlet op for at grave hul til at lægge sine æg i.

IMG_4797

Som altid med dyr, så kræver det tålmodighed. Tredje (og sidste) nat lykkedes det. Vi blev fulgt ned på stranden af guider og overværede denne kæmpe skildpadde knokle for at grave sit hul. Wow! Det var en fed oplevelse.

Her fra tog vi videre til Manuel Antonio National Park. Lidt mere turistet men en fin park med mange små strande og massere af dyreliv. Her var faktisk også ret lækkert (vi blev desuden opgraderet til en ‘suite’ med jacuzzi på altanen, najs).

IMG_1475

IMG_1476En kapucinerabe slapper af i træerne.

Næste stop på rejsen var Corcovado National Park. Vi boede i en hytte der mindede lidt om en skildpadde eller en snegl. IMG_1489

Turen til parken foregik med traktor og derfra på gåben. Herlig natur!

IMG_1495

IMG_1540

Fra Corcovado tog vi videre til Bahia Drake. Der findes kun én vej derud, som elværket har anlagt. Den er ikke asfalteret og kan til tider være oversvømmet. Heldigvis var den fin da vi skulle derud.

IMG_1542For 100kr per nat kunne vi ikke klage over udsigten fra det lille hotel vi boede på.
Vi sejlede ud til et par øer og snorklede i det klare vand. Kulørte fisk og hvide sandstrande. Åh!

Da vi skulle tilbage til San José for at tage bussen til den caribiske side af Costa Rica, kom vi dog lidt i problemer. Der gik en bus og en båd. Men båden var fyldt da vi ville købe en billet. Og bussen, den går sådan lidt.. når det passer den.
Til vores held, så stod der to unge franskmænd og checkede ud foran os. De skulle til San José og kørte i deres 4×4 lejebil. Vi fik et lift, hurraaa! Tak franskmænd. Senere kørte vi en leguan over på motorvejen. RIP.

Costa Rica er virkelig forskelligt. Vi er kommet til den caribiske side og stemningen er allerede endnu mere afslappet. Dog er hele landet enige om deres slogan, Pura Vida. Det rene liv. Her besøger vi bl.a. en backpacker bar.

IMG_1545

Vi boede i området omkring Limon hvor vi bl.a. besøgte Black Beach, en strand med sort sand.

Her er vi på en gåtur i en lille botanisk have. Flotte planter og farverige (og giftige) frøer.

IMG_1560

IMG_1571

Fra Limon gik turen til Tortuguero. Tortuguero nås med båd og alene “havnen” er en oplevelse i sig selv, hvor bærere slæber 20-30 kufferter på en trillebør ned til de små både.

På vejen stopper vi ved en restaurant hvor en masse dovendyr holder til. Vi ser 5-6 stykker hænge roligt i træerne og en enkelt er ved at klatre ned.
Jeg mindes at have læst at de kun klatrer ned når de skal på toilettet? Så det er vel egentlig bedst at lade dem klare det i fred.. 🙂

IMG_1589

IMG_1607

Tortuguero.

IMG_1614

En skildpadde daser i solen i Tortuguero.

Costa Rica kan virkelig anbefales. Især hvis man er til natur og dyreliv. Maden er i øvrigt også helt fin i landet. Vi nød i hvert fald alle vores fem uger og tænker stadig på at skulle tilbage til mellemamerika igen.

I øvrigt så kan jeg varmt anbefale Waterman Travel hvis du selv går og tænker på at besøge Costa Rica!
Continue reading “Costa Rica: Del 2”

Business i Antwerpen

Hvis man så også have fløjet på business, men så fancy er det nu ikke.  Til gengæld er der kun 1t30m fra CPH til Bruxelles, og derfra går der et tog direkte til Antwerpen. Toget er nemt at finde og købe billet til og tager ca. 30 min fra Bruxelles til Antwerpen. Antwerpen banegård er en oplevelse i sig selv – meget imponerende bygning!

 

Jeg havde under 48 timer i byen, så ikke så meget tid til at lege turist. Belgien er jo ellers kendt for fritter, øl og chokolade. Nåede da også at smage de to første, og købe det sidste med hjem. Antwerpen er kendt for diamanter; dem købte jeg dog ingen af. Men der er mange flotte butikker, og Antwerpen har pga sine diamanter også et helt jødisk kvarter, der også er en oplevelse værd. Er du ude efter diamanter, så se mere her.

IMG_1748IMG_1749

Den ene aften spiste vi ude på 7schaken, der har god gedigen mad (du går ikke sulten derfra), inklusiv belgiske pomfritter, og naturligvis et ølkort, der vil noget! Derudover også god og venlig betjening. En klar anbefaling, hvis man er på de kanter.

IMG_1752

Forfulgt af uheld?!

Vi har lige været i Malaga. Op til afrejsen blev vores yngste syg, og kom derfor ikke noget. Dernede skiftedes de to store til at kaste op!

I sommerferien var vi i sommerhus, hvor alle 3 unger skiftedes til at have feber.

Da vi var i Florida, havde Julie mellemørebetændelse.

På Mallorca var det omgangssyge til alle.

Faktisk kan jeg ikke huske en eneste ferie uden min. 1 sygt barn. Og sådan er det bare. Måske er det charmen ved at rejse med børn? Jeg skal dog ærligt indrømme at passene ikke skal luftes lige foreløbig, nu skal vi vist bare have hverdag og de yngste skal gro sig større og mere immune.

Selvom det er svært, når nu ens mand lige har åbnet eget rejsebureau. Besøg ham her, han laver ikke kun fiskerejser, så skriv endelig til ham med forespørgsler. (Med og uden børn – he knows the deal!)

/Katrine

Malaga

Vi har lige været på en ganske kort sviptur til Costa del Sol, nær Malaga. Og man forstår dælme godt de danskere der bor dernede (i så stort antal, at der er dansk avis og du kan bruge det gule sygesikringsbevis!). Man efterlader gråt regnvejrs Danmark, og kommer ned til 25 grader og sol. Man kan bade, men der er ikke ulideligt varmt. What’s not to like?!

Vi havde lejet ferielejlighed gennem Region Sjælland, og det fungerer bare rigtig godt når man rejser med børn, og ens spisetider måske ikke er helt de samme som Spaniernes.

Ved stranden soppede vi og fandt store stykker kvarts. Og at se solen stå op over Middelhavet er nu ret smukt!

På udtjekningsdagen kørte vi i vores lejede bil op i bjergene. Vi var ret tæt på El Camino del Rey, men børn har ingen afgang, så vi kiggede bare lidt på naturen i stedet.

Vi sluttede af i byen Ronda, der har et hyggeligt hovedstrøg førende op til en bro over en ret vild kløft!

Der er ca 3 1/2 time til Malaga, og derfra 30 min til Costa del Sol.

Danmark dejligst – Femø 

Femø (udtalt 5 ø) er en af de små øer beliggende ved siden af Fejø og Askø i smålandsfarvandet mellem Sjælland og Lolland-Falster. Vi har besøgt øen flere gange, da vi har familie med sommerhus der, og vi har netop tilbragt et par dage på den lille ø.


For at komme til Femø tager du færgen Femøsund fra Kragenæs. Overfarten tager 50 minutter. Det er en god ide at reservere en plads, omend færgefolkene er vældig gode til at få plads til alle, så er der dog trængsel om pladserne, særligt i højsommeren og under jazz festivalen. Reservationer og sejlplan kan se her.


Femø har 120 fastboende og på øen findes også havnehøkeren, der har hverdagsfornødenheder og souvenirs. Femø er desuden relativt kendt for sin kvindelejr, der startede under rødstrømperne i 1971, og stadig er i vigør den dag i dag – fortsat forbudt for mænd. Der er i øvrigt rift om pladserne, men læs mere om kvindelejren.


Når man er på øen er der flere små pudsige ting og steder, der er værd at se og besøge, når vejret fx ikke lige er badestrands-lokkende. 


Eventyrstrædet: en gammel lindeallé, hvor en åbenbart ukendt kunstner har pyntet op med dukker fra eventyr i de gamle træer. Oplagt lille tur med ungerne, hvor man kan se om man kan gætte, hvilke eventyr hvert træ illustrerer.


Anlægget: I anlægget kan ses indtil videre 2 små bronzeskulpturer af Hanne Varming, der selv har boet på øen. Figurerne portrætterer en af øens lokale, en tidligere bagerjomfru. Ved anlægget står også en sten med guldskrift, den markerer Dronning Margrethes besøg på øen, og hendes far fik en lignende sten ved hans besøg. Den er placeret ved Kongevejen.

Bænkene: hos en af øens lokale kan man købe flotte havebænke. Det har mange af fastboerne gjort, disse bænke er herefter blevet dekorerede af forskellige kunstnere, således at hele øen nu er dækket af smukke bænke. Fx står der en bænk med en fasan ved Fasangården, hvor de i øvrigt laver Femø æblemost.

De sorte tavler: da øen er relativt afsondret indførte læreren og præsten under 2. Verdenskrig de sorte tavler. Her kunne øboerne følge med i fronternes stilling. I dag bruges tavlerne til almene meddelelser.

Overnatning på Femø foregår i et af de mange sommerhus, i telt på Fasangården eller på Femø Kro.