Costa Rica: Del 2

Det er længe siden Del 1. Og rejsen var jo i 2015. Hvor var det nu vi kom til?

Nå jo.. vi tog videre til Playa Grande der ligger ved Tamarindo ud mod den vestlige kyst.

IMG_1428I guder hvor var der smukt. Vi boede på Ripjack Inn. Skønt sted med lækre drinks og god mad. Om morgenen var der mulighed for Yoga og ellers byder området på bl.a. surfing.
Den helt store tiltrækning for mig var muligheden for at sidde til langt ud på natten og vente på at der kom besked om at en læderskildpadde var kravlet op for at grave hul til at lægge sine æg i.

IMG_4797

Som altid med dyr, så kræver det tålmodighed. Tredje (og sidste) nat lykkedes det. Vi blev fulgt ned på stranden af guider og overværede denne kæmpe skildpadde knokle for at grave sit hul. Wow! Det var en fed oplevelse.

Her fra tog vi videre til Manuel Antonio National Park. Lidt mere turistet men en fin park med mange små strande og massere af dyreliv. Her var faktisk også ret lækkert (vi blev desuden opgraderet til en ‘suite’ med jacuzzi på altanen, najs).

IMG_1475

IMG_1476En kapucinerabe slapper af i træerne.

Næste stop på rejsen var Corcovado National Park. Vi boede i en hytte der mindede lidt om en skildpadde eller en snegl. IMG_1489

Turen til parken foregik med traktor og derfra på gåben. Herlig natur!

IMG_1495

IMG_1540

Fra Corcovado tog vi videre til Bahia Drake. Der findes kun én vej derud, som elværket har anlagt. Den er ikke asfalteret og kan til tider være oversvømmet. Heldigvis var den fin da vi skulle derud.

IMG_1542For 100kr per nat kunne vi ikke klage over udsigten fra det lille hotel vi boede på.
Vi sejlede ud til et par øer og snorklede i det klare vand. Kulørte fisk og hvide sandstrande. Åh!

Da vi skulle tilbage til San José for at tage bussen til den caribiske side af Costa Rica, kom vi dog lidt i problemer. Der gik en bus og en båd. Men båden var fyldt da vi ville købe en billet. Og bussen, den går sådan lidt.. når det passer den.
Til vores held, så stod der to unge franskmænd og checkede ud foran os. De skulle til San José og kørte i deres 4×4 lejebil. Vi fik et lift, hurraaa! Tak franskmænd. Senere kørte vi en leguan over på motorvejen. RIP.

Costa Rica er virkelig forskelligt. Vi er kommet til den caribiske side og stemningen er allerede endnu mere afslappet. Dog er hele landet enige om deres slogan, Pura Vida. Det rene liv. Her besøger vi bl.a. en backpacker bar.

IMG_1545

Vi boede i området omkring Limon hvor vi bl.a. besøgte Black Beach, en strand med sort sand.

Her er vi på en gåtur i en lille botanisk have. Flotte planter og farverige (og giftige) frøer.

IMG_1560

IMG_1571

Fra Limon gik turen til Tortuguero. Tortuguero nås med båd og alene “havnen” er en oplevelse i sig selv, hvor bærere slæber 20-30 kufferter på en trillebør ned til de små både.

På vejen stopper vi ved en restaurant hvor en masse dovendyr holder til. Vi ser 5-6 stykker hænge roligt i træerne og en enkelt er ved at klatre ned.
Jeg mindes at have læst at de kun klatrer ned når de skal på toilettet? Så det er vel egentlig bedst at lade dem klare det i fred.. 🙂

IMG_1589

IMG_1607

Tortuguero.

IMG_1614

En skildpadde daser i solen i Tortuguero.

Costa Rica kan virkelig anbefales. Især hvis man er til natur og dyreliv. Maden er i øvrigt også helt fin i landet. Vi nød i hvert fald alle vores fem uger og tænker stadig på at skulle tilbage til mellemamerika igen.

I øvrigt så kan jeg varmt anbefale Waterman Travel hvis du selv går og tænker på at besøge Costa Rica!
Continue reading “Costa Rica: Del 2”

Reklamer

Bertinoro Italien

Jeg har netop været på kursus i Italien. (Kurset omhandlede genetik, men det kræver vist lidt mere spalteplads end der er her).

Udsigten fra kursuscentret

Bertinoro er en lille italiensk bjerglandsby, der ligger 2 timers kørsel fra Bologne. Vi boede i det der tidligere har været et gammelt kloster, men som nu er indrettet til kursuscenter, helt øverst på bakketoppen. Rigtig fine værelser og flere lokaler til undervisning og forelæsninger. Forplejning af søde italienske damer på stedet.

lille gårdhave

På området ligger også et fint lille museum, med en særdeles fortællende guide. Museet er et såkaldt Interfaith museum, og udstillingen er derfor en skønsom blanding af islam, jødedom og kristendom. Interessant, at se forskelle og ligheder mellem de tre store religioner.

Fra museets indre

Selve Bertinoro by er vældig idyllisk med flere små restauranter, da italienerne også selv bruger byen som udflugtsmåk. Vi besøgte bl.a. den lille Chorus cafe nedenfor, hvor vi fik the, kaffe og kage for 1,7€, så rigtig hyggeligt og billigt samtidig.

Længere nede i byen, med udsigt ud over dalen ligger også et rigtig lækkert pizzaria med ægte italienske stenovnsbagte pizzaer. Men der er som sagt flere små hyggelige restauranter i byen. 

Florida 2016 – Englewoods

Vinterferien gik i år til Florida. Jesper arrangerer en del fisketure derovre, så der var et feriehus ledigt i en uge, som vi kunne bo i. Så vi pakkede unger, mormor og morfar og fløj til Orlando, væk fra sne og kulde og hej til palmer og sol.

Et par ord om Icelandair: Ja, billetterne var billige (ca. 3900 per mand t/r, et stop i Keflavik). Men resten var godtnok tarveligt. Vi havde hjemmefra fået en af Jespers kollegaer til at seate os. Når man rejser med to små børn, vil man gerne sidde sammen. Maskintypen var så imidlertidigt lavet om, således at seatningen også var lavet om. Hvilket betød at ungerne var placeret på en nødudgangsrejse, og vi andre spredt rundt i flyet. Flot. Det lykkedes os heldigvis at rokere rundt, så vi kom til at sidde nogenlunde samlet (og ingen børn på nødudgangen). Husk mad. Alting koster penge, bortset fra en lille boks til børnene, som de får undervejs. Der er desuden tæppe og lidt legegrej ved ombordsstigning, bortset fra når de løber tør for dette ?!?. Stewardesserne er et kapital for sig. DK til USA er pga tidsforskel altid en dagsflyvning, mens hjem som regel er en natflyvning. Også da vi fløj hjem var det om natten (og ja, man vil gerne have at ens børn sover), og kabinelyset blev dæmpet. Hvorefter den islandske stewardesse gav sig til at samtale meget højt på islandsk med en passager, som hun helt tydeligt kendte. Det var fuldstændigt umuligt at lukke et øje! Never again.

Anyways, velankomne til Orlando, steg vi ind i vores meget rummelige udlejningsbil (åh, elsker udlejningsbiler! Og automatgear!), og kørte de tre timer til Englewoods, FL. Vi boede i et stort hus med masser af værelse, swimmingpool (dog ikke opvarmet), og udendørs spa samt gas-grill. Ikke meget at se i selve byen, men det var rart at bruge et par dage på at komme i feriestemning. Den nærliggende Wall-Mart blev også besøgt.

10 minutters kørsel fra huset ligger Englewood beach. Det var ikke fantastisk varmt (omkring 20 grader), og bølgerne er ret heftige, så vi badede ikke. Til gengæld kan man noget andet på Englewood beach, og de omkringliggende strande. Man kan nemlig finde hajtænder! Vaskeægte hajtænder. Nogle påstår, at man også kan finde guld, og der gik da også flere rundt med metaldetektorer og våddragter på ude i vandkanten. Vi fandt ikke noget guld, men vi fandt mange hajtænder, og det var alligevel en rimelig sej souvenir ifølge Julie på 6 år.
Der er nem parkering lige ved stranden, og inden man når helt ned til stranden er der en lille juicebod, komplet med reggaemusik og frisk frugt, og ikke specielt dyrt.
For de interesserede, er der også yoga hver morgen på stranden, og det var velbesøgt de dage vi var der. (Man står rimelig tidligt op, når man er en jetlagged dansk familie i USA)

Efter 3 nætter i Englewood gik turen tilbage til Orlando og Disneyworld. Und dog jer selv et stop i en af de store malls inden i når ud til Disneyworld, særligt hvis I er fiskeri/sportsinteresserede.

Svalbard

Tilbage i marts 2015, tog Mette & jeg (Jacob) til Svalbard. Det har altid været på toppen af især Mette’s liste, at se en isbjørn eller to. Og så vi forsøger stadigvæk at få lov til at opleve nordlyset.

Derfor fløj vi med Norwegian fra CPH-OSL og fra OSL-LYR. Den sidste strækning er en tur på cirka 3 timer nordpå. Selv om Svalbard egentlig er en del af Norge, så betragtes det alligevel som en slags international flyvning og der skal fremvises pas for at komme dertil. 
Vi landede sent om aftenen og tog direkte til gæstehuset. Vi boede på Guesthouse 102, som består af en masse små værelser hvor bad & toilet er fælles på gangene. Dog er der en håndvask på værelset.
Vi fik rigtigt at mærke at vi var i Norge, da vi var blevet sulte og købte en sandwich da vi ankom. En lille smurt bolle med skrabet pålæg til 40-50 kroner. 

Den følgende dag havde vi planlagt en snescooter tur hjemmefra. Vi skulle køre i 10 timer. Ingen af os har kørt snescooter før, selv om turen anbefalede at man havde prøvet det før. He he. Hvor svært kan det være? 🙂 Men så kom sneen. Det sneede og blæste og vi kunne næsten regne ud at det ville påvirke turen. Vi blev hentet og der blev holdt en briefing. Her fortalte de at grundet vejret, kunne vi desværre ikke komme ud på den planlagte tur. De ville i stedet lave en mindre 5-timers tur, hvor vi ikke kom så langt væk fra byen. Vi fik refunderet halvdelen af vores penge og tog på 5-timers turen.
Det var inklusiv snacks og udstyr (varme dragter, handsker og snescooter).
Sikke en tur, det var virkelig “white out”, og på flere tidspunkter kunne man ikke se andet end snescooteren foran en. Trods vejret, var det faktisk en fed tur.

To metal senge, ude i ingenting
Mette på scooteren
Den efterfølgende dag brugte vi på at gå rundt og se Longyearbyen, Svalbard Museet og om aftenen fik vi god mad på restauranten “Huset”.

Vi så desværre ingen isbjørne i denne omgang

Det var en fin weekend tur. Det bliver hurtigt dyrt at rejse nordpå og i denne omgang blev det ikke til synet af isbjørne. Det betyder bare at vi må komme igen en anden gang.

Costa Rica: Del 1

Så er der atter livstegn på ekspeditionen.
Jeg hedder Jacob, årgang 1986 og jeg er Katrines lillebror.

Jeg spoler lige tiden tilbage til janaur 2015, hvor jeg var med min kæreste, Mette, 5 uger afsted i Costa Rica.
Turen startede d. 7 januar i Miami, hvor vi havde 3 overnatninger inden turen gik videre mod Costa Rica.
Så der blev tid til lige at se på hvad USA har at byde på. Vi tog på skydebane, hooters og Miami Beach. (Jeg var vist heldig at få lov at bestemme!).

D. 10 januar fløj vi videre, ned til San José. Egentlig ikke en ret spændende by og jeg må indrømme at mine første tanker var “Er det her Costa Rica? Øv!”.
Vi boede omkring 15 minutters gågang fra centrum, lige ved siden af et jernbane spor der løber gennem byen.
Hotellet (Casa 69) var rigtigt hyggeligt, men flere gange i døgnet måtte man nyde suset og rumlen af godstog der drønede forbi lige uden for døren.
Efter nogen spørgen, fandt vi frem til hvor bussen gik mod Arenal, som var vores næste stop. Beboerne i San José har det lidt svært med engelsk og det virkede som om de også har lidt svært ved at finde rundt i deres egen by.
Vi kom til Arenal efter nogle timer i bus, hvor vi måtte tage en 4×4 taxa videre ad en hullet grusvej de sidste 20 minutter. Vi skulle op og bo på Arenal Observatory Lodge, lige for foden af Arenal Vulkanen.
Og nu tænkte jeg, yes! Det her er Costa Rica. Hvor er her flot!

Arenal

Fra vores værelse havde vi direkte udsigt til vulkanen, som dog desværre det meste af tiden var indhyllet i skydække. Tilgengæld var der grønt og frodigt over det hele. Der var ret fugtigt, men ikke noget der var generende.
Her var vi heldige at se en masse dyr og fugle. 
Vi så blandt andet en myresluger og en oncilla omkring vores lodge. Og jeg fangede ofte mig selv i at løbe rundt med mit kamera og prøve at fange kolibrier og tage billeder af de søde vaskebjørne. Jeg prøver virkelig at begrænse mig til et par få gode billeder, så man ikke kommer hjem med 1500 billeder der skal sorteres. 
Myresluger
Oncilla

Vi besteg også Cerro Chato, som er en mindre vulkan der ligger ved siden af Arenal. Toppen er 1140 asml og det tog cirka 3-4 timer at komme op og ned. På toppen kan man kigge ned i krateret, hvor der er en sø med blå-grønt vand.

Cerro Chato

Fra Arenal gik turen videre mod Monte Verde med deres “Cloud Forest”.

Turen startede med en times sejlads på Arenal søen og derfra videre med bus ad små snoede bjergveje. Det tog også et par timer. 

Der var en del køligere end hvad vi havde forventet i Monte Verde, jeg vil tro omkring 10-15 grader. Her var vi 2 dage, hvor vi vandrede rundt oppe mellem trætoppende ad hængebroer. Vi så både dovendyr og det lidt mere sjældne syn, en quetzal, som er en flot fugl der yngler heroppe i bjergene. 

Monte Verde, Cloud Forest
Quetzal
Fra Monte Verde, tog vi videre til Tamarindo ude på vestkysten. Vi fandt ud af at en anden nem måde at transportere sig på i Costa Rica er: shuttlebusser. De kan bestilles på nettet og bringer derefter en fra dør til dør. Det er selvfølgelig meget dyrere end den offentlige transport men stadigvæk ret billigt når man tænker på distancen man bliver transporteret. 
Vi skulle til Playa Grande og jeg mener at turen tog 4-5 timer.

Forsættes…


Cypern – Lofou

For et par uger siden var gemalen og jeg inviteret til ægte græsk-cypriotisk bryllup i den lille sommerhus-agtige landsby Lofou på Cypern. Min bedste veninde skulle giftes med sin engelsk-cypriotiske kæreste.
Brylluppet var super hyggeligt, og lige som det skulle være, og du kan læse mere om det her
Eftersom vi blot var på Cypern fra fredag til søndag, nåede vi ikke at se øen. Til gengæld boede vi på et ekstremt lækkert hotel, som jeg vil fortælle lidt mere om.

Hotellet hedder Apokryfo (som betyder “gemt væk”, eller “hemmeligholdt”), og ligger lidt vest og nordpå for Larnaca, som vi fløj til. Vi havde lejet biler og kørte af snørklede veje op i bjergene. Apokryfo har både mindre (eller dvs ret store værelser), men også små huse i tilknytning til hovedbygningen. I gårdhaven er der borde til udendørs servering, og en lille fin pool.

Maden var fantastisk! Dagen før bryluppet fik vi Mezzes, altså en masse små retter serveret med hummus og andre dips. Så lækkert. Og god vin eller øl til. Rigtig god servering ved det par, som servicerede på daværende tidspunkt. Også morgenmaden dagen efter var så fin, masser at vælge imellem og alt sammen friskt og indbydende.

Hotellet tilbyder også spa- og træningsfaciliteter, hvilket vi dog ikke havde tid til at besøge.

Zanzibar – Prison Island

Da vi skulle fra Stone Town til nordkysten, nåede vi lige en smuttur ud på Prison Island, en lille ø, der ligger lige (1/2 times sejllads) uden for Stone Town. Prison Island har levet en opskiftelig tilværelse, som alt fra fængselø til hotel. Dets primære formål nu er dog at være hjemsted for en stor bestand af kæmpe landskildpadder. Fascinerede dyr, der sammen med en hyggelig sejltur er det hele værd.
På toppen af deres skjold er deres alder skrevet – de kan blive op til 2-300 år gamle.

Prison Island forude

Tilskuere er ingen hindring
Lille pigehånd aer meget gammel skildpadde

155 år!

Når enden er god, er alting godt